Aktørerne ved familierådslagning

Der er en personkreds knyttet til en familierådslagning. Selve rollerne er fastlagt, men de konkrete personer, der skal findes til rollerne er naturligvis forskellige fra sag til sag… Personkredsen begrænser sig naturligvis ikke til familien selv, men omfatter alle de mennesker, som kan have betydning for den, der er centrum for rådslagningen.

Netværket

Netværket består af de personer, som barnet/hovedpersonen vælger til at deltage i rådslagningen. Det kan være naboer, familie, kolleger, forældre til legekammerater. Med andre ord, personer, som er betydningsfulde for hovedpersonen og som er relevante i forhold til det tema/de temaer, som rådslagningen skal omhandle.

Samordner

Samordneren er en neutral person, som hjælper hovedpersonen med at udvælge de, som skal deltage i rådslagningen og, som står for alt det praktiske omkring at få arrangeret rådslagningen.

Informatør

Der opereres både med specifikke og generelle informatører i forbindelse med familierådslagning. De specifikke informatører er de fagpersoner, som har en konkret faglig viden omkring den enkelte hovedperson. I børnesager er informatøren ganske ofte den person, som har sendt en underretning til Familieafdelingen. En specifik informatør er ofte en skolelærer, en sundhedsplejerske eller en medarbejder fra en daginstitution. De generelle informatører er personer, som har en generel viden om et specifikt emne. Det kan være en viden omkring psykisk sygdom, kriminalitet, alkohol og/eller stofmisbrug.

Initiativtageren

Initiativtageren er den person, som tager initiativ til at arrangere en rådslagning omkring en hovedperson. En initiativtager kan have mange forskellige faglige baggrunde. I børnesager vil det typisk være en myndighedsrådgiver, eksempelvis en familiebehandler, en skolelærer, en sundhedsplejerske, en medarbejder i en daginstitution..