Rådslagning

Familierådslagning er en beslutningsmodel, hvor man med meget små midler kan gøre en afgørende forskel i et menneskes liv. Familierådslagning går ud på, at man samler en gruppe af mennesker i forhold til fokuspersonen – dvs. den, der skal hjælpes og har behov for at trives bedre. Det kan være med alt lige fra lektielæsning, fritidsinteresser, indkøb, lægebesøg – alt, hvad der kan være vanskeligt uden hjælp. For børn, unge, ældre etc.

På mødet, hvor fokuspersonen selv er med, er der et sæt klare spilleregler som sikrer, at rådslagningens formål hele tiden er rettesnor. Gamle uoverensstemmelser og skænderier hører ikke hjemme i en familierådslagning, og det sikrer reglerne og aftalen mellem deltagerne.

Forskning viser: i Norge henlægges 1/3 af de børnesager, der har været afholdt familierådslagning i, inden for et år. Man afholder her i særligt stort omfang familierådslagning, hvor der allerede er et positivt samarbejde med familien.

Familierådslagning historisk set

Familierådslagning blev født i New Zealand til børne- og unge-myndighedsområdet, men er mindst lige så anvendeligt i det forebyggende regi og i forhold til mennesker i alle aldre. Fx også når en ældre person ikke kan magte alle dagligdagens opgaver alene længere, og hvor familie og netværk i fællesskab kan løfte opgaverne for at hjælpe.

Hør her lidt om, hvad familierådslagning er og, hvordan det forløber.